I dette Liv
Hesteverdenen var mit livs passion og levebrød igennem mere end 30 år. Jeg drev bl.a. i 17 år et hestestutteri med 10-20 heste sammen med min daværende mand. Dagligt hårdt fysisk arbejde med og ridning af hestene, deltidsjob ved siden af samt en anden selvstændig virksomhed, og at være mor for mine to højtelskede piger. Jeg holdt til det i mange år, men det tærede og udmattede og svækkede min krop, som havde vist mange tegn på at nå kanten, men jeg knoklede videre, for det var det jeg havde lært, og det var det som var mit mønster og min måde at overleve på.
Min daværende mand blev kræftsyg af flere omgange gennem en årrække og var ind og ud af hospitalet. Til sidst blev han terminalt kræftsyg og samtidigt med opdagede jeg nogle meget svære ting om vores ægteskab, jeg prøvede at kæmpe videre for børnenes skyld, de ville jo miste deres far helt lige om lidt, men noget var ”gået i stykker i mig”. Så da alle vores heste pludseligt blev voldsomt syge og vi mistede adskillige heste, så ville krop og sind ikke mere, og jeg faldt bevidstløs om. Jeg var indlagt i flere uger med uforklarlige voldsomme smerter og lammelser, som til sidst fik betegnelsen stress. Jeg havde budt mig selv umenneskeligt meget, og jeg ønskede nu mest af alt, at mine to piger kunne beholde deres mor, og at jeg kunne begynde at leve mit liv igen og ikke kun overleve.
Min vej tilbage
Efter en hård skilsmisse og afhændelse af hestestutteri og mine kære heste, og kort efter aflivelse af min egen elskede ridehest grundet hendes uhelbredelige smertefulde sygdom, var jeg i nogle år en meget meget desperat og søgende sjæl. Jeg var ikke i stand til ret meget, jeg gjorde det bedste jeg kunne, men når jeg ser tilbage på disse år, så føler jeg, at mine teenage-piger måtte klare en del selv. Jeg mødte en ny mand, som ved første øjekast virkede god for mig. Men min dømmekraft var helt i bund sammen med mine kræfter, så denne relation viste sig endnu mere udmarvende end den foregående, og jeg endte endnu mere ”udslettet”, som person og helt uden selvtillid og værdighed tilbage. Jeg fandt nogle sidste kræfter frem og fik afbrudt forholdet.
Her sad jeg så, hende som havde troet på kærligheden og parforholdet, men som ikke selv kunne få det til at fungere, som ikke kunne slå til som kvinde, sådan var min selvopfattelse dengang. Hende med store drømme omkring hestene, som nu var bristet. Der var så meget skamfølelse indeni, at jeg havde lyst til at gemme mig langt væk resten af mit liv. I stedet valgte jeg den modsatte vej, at fortsat arbejde med mig selv gennem terapi og healing, og jeg har nu atter genvundet min værdighed som menneske og som kvinde mere end nogensinde før, denne rejse er jeg fortsat på, måske er det en rejse for livet. Og jeg gør hvad, der er mig muligt for at være der for mine elskede partner, døtre, svigersønner og barnebarn med den kærlighed og støtte, som de måtte ønske og have behov for.
Mit nuværende Liv
Brændt barn af parforhold var jeg og besluttede, at nu skulle jeg have en lang pause , men så mødte jeg ham kort tid efter, ham jeg nu kalder min livsledsager. Vi deler masser af inderlig kærlighed, deler også skyld og skam og viser vores inderste til hinanden, også de mørke og utrygge sider, som vi normalt gemmer væk af angst for at miste eller at fremstå dumme og umulige. Det er ingen hemmelighed, at det er virkeligt hårdt til tider og meget meget sårbart, og et intenst arbejde at vælge et bevidst parforhold, som vi har valgt. Men det er også smukt, særligt i det moment hvor lyset baner vej igennem alt “mudderet” og heler det vi kom fra.
Af hele denne rejse har jeg lært at lytte mere og dybere til mit eget hjerte, og mit eget hjertes kald end til omverdenens velmenende råd og forventninger eller fordømmelser, og denne rejse er jeg fortsat på og deler åbent af mig selv i. Den største gave for mig er, at jeg på rejsen har genåbnet mine spirituelle evner og nu tør stå ved dem. Hele mit liv og alt hvad jeg kendte måtte brase sammen, for at jeg fandt modet til at stå i mit eget lys.
Guldet
Jeg ser nu guldet i alt jeg skulle igennem, også de forliste forhold og afvikling af mit “gamle liv”, og føler stor taknemmelighed. Mit eget livs erfaringer er medvirkende til, at jeg kan rumme og møde de fleste mennesker på meget dybt plan, og hjælpe dem med at sætte lys på deres eget liv og udfordringer. Og hele mit livs forbindelser og arbejde med dyr gør, at jeg også kan forstå og møde dyrene i det meste. Så ja det er i sandhed en gave, som jeg er ydmygt taknemmelig for, denne kontakt til universet og den uendelige kilde af kærlighed som findes i og til os alle.